Misundelse!!!

Misundelse, er det egentlig en grim ting?

Vi har alle prøvet at være misundelige på et eller andet tidspunkt i vores liv og har sikket lige bagefter følt os flove over at have haft den følelse. For det ligger så dybt i os at vi ikke må være misundelige på andre og det at være misundelig, er negativt.

Googler du misundelse så vil du finde, at der står:


Misundelse er en følelse, et ønske om at have en andens egenskaber, status, evner, anseelse eller ejendele. Misundelse har ikke nødvendigvis med ting at gøre; det centrale er fornemmelsen af den anden er i en bedre situation end man selv er.


Det er tildels også rigtig, jeg er misundelig på andres egenskaber, men det er fordi at jeg savner mine. Jeg savner at kunne gøre det jeg kunne engang og når så jeg oplever en situation der minder mig om det jeg engang kunne, Ja så bliver jeg misundelig på dem, der kan og ville ønske jeg havde deres egenskaber og evne til selv at kunne, igen.
Dette er ikke en daglig følelse jeg går rundt med, men den popper engang imellem op.

Jeg mener at misundelse er okay, hvis man samtidig kan unde folk det, man misunder.
Jeg misunder mine veninder, venner og mand at de kan arbejde 37 + timer, i stillinger som kræver meget af dem + være med i flere forskellige udvalg i deres fritid + kan kører deres børn til og fra aktiviteter + alt det andet en alm. hverdag, kan byde på. Men jeg under dem det, jeg syntes det er fedt at de kan og ville ikke ønske noget andet for dem.

Kan godt i en forsamling, hvor vi sidder og snakker arbejde og hvad der sker af nye spændende ting, føle mig en smugle tabt og bliver ramt af misundelse. Jeg ville ønske jeg kan bidrage med nye tiltag fra mit arbejde. Men igen, jeg under dem det og ønsker ikke noget andet for dem.

Misundelse bliver først grim, hvis man ikke under folk det, eller bliver disideret sur, grisk eller syntes det er snyd, at folk har det de har, kan det de kan eller gør det de gør.

Misundelse er bare stadig ikke rigtig noget vi snakker om, det er et grimt ord og en følelse vi ikke må have.
Vi må ikke være misundelig, for det vil være det samme som at sige vi ikke er glade for det vi har og kan.

Jo vist, er jeg glad for det jeg kan og har, men for helvede hvor er jeg også MISUNDELIG på andre nogengange og det er altså OKAY.

I søndags var der halvmarthon i København, er jeg misundelig på alle de løbere der står og er spændte, nervøse, ivriger og klar?  JA for fanden jeg er misundelig. Jeg ville også gerne stadig kunne løbe, kunne melde mig til løb, mærke nevøsiteten i kroppen, mærke suset igennem kroppen, når startskudet lyder, mærke den hårde jord under fødderne og varmen begynde at brede sig i kroppen. Mærke sveden løbe ned af ryggen og ind i øjnene så de sviger. Mærke smagen af salt i munden, mærke murren komme snigende og mælkesyren hobe sig op i benene. Mærke følelserne springe frem, når jeg kommer over målstregen og hvordan glæde blandet med lettelse over, jeg er i mål og gjorde det, komme væltende op i kroppen.

Ja,  jeg er misundelig men jeg under de løber der var afsted i søndags, over at de får, hvad jeg syntes er en fantastisk oplevelse. Jeg er glad på deres vegne over at de kan, og bliver også enormt ægerlig på deres vegne, at det skulle slutte med at blive aflyst.

Så i min verden er misundelse ikke så grim en ting, som jeg har gået og troet.

Hvad tænker du om ordet misundelse?
Får du dårlig samvigtighed, hvis du bliver misundelig?

 

Tak fordi du læste med?