Blog

Superwoman for en stund!

Det at have fibromyalgi er meget invaliderende, min hverdag blev vendt fuldstændig op og ned og jeg skulle til at forholde mig til en hverdag, der er smerteplaget med mange hvil og en træthed der er så ubeskrivelig og overvældende.

……………………Men…………………….

Nogengange så vender det hele, for en kort stund, og så kan jeg opleve den gamle mig. Så er jeg meget lidt smerteplaget og får energi og overskud, så jeg føler mig flyvende og har ikke brug for så mange hvil.
Tågen letter fra hovedet og jeg kan huske og koncentrer mig mere end normalt og føler jeg kan tænke klart.
I det store hele føler jeg mig rask.
?? For en stund ??
For det er kun en stund og lige så pludseligt det kommer, lige så pludseligt er det væk igen. For mit vedkommende oplever jeg det ikke så tit og det er ikke noget der vare ved i flere uger, jeg skal være heldig hvis jeg får tre dage.

Når jeg får disse dage, nyder jeg dem virkeligt. Jeg prøver at få så meget ud af dem som muligt. Jeg har valgt ikke at sparre på energien, men istedet tage det som en “once in a lifetime” oplevelse.
Vi kender alle de oplevelser, som vi ikke vil have ender og suger alt til en, for at få det hele med.
Det kan være at jeg senere i livet vælger at tackle disse dage anderledes men lige nu nyder jeg følelsen af at være “rask” i en kort periode og vil leve højt på den følelse længe.

Oplever I andre også at have sådan nogle dage og hvordan tackler I dem?

 

Tak fordi du læste med?

Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet i dag. Så er du sikker på at få en mail, hvergang der er nyt på bloggen
Der vil kun komme mail, når der er et nyt på bloggen. Din email adresse vil ikke blive vist til andre.
Loading Likes...

3 Comments

  • Sofie (Sofies Sofa)

    Jeg har haft det en del bedre i snart et par uger nu, med nogle trætte hårdere dage indimellem også dog, men en tid, hvor jeg har kunnet meget mere. Jeg har også som du beskriver pludselig kunne tænke mere klart og jeg har tænkt på, hvor anderledes jeg så føler mig som person, mor, hustru, ven etc. Det er jo noget helt andet, når man ikke er i konstant underskud og kamp. Det har næsten føltes som normalt ud fra hvad jeg tror, normalt føles som ?

    Det har givet mig mod på at få lavet min BA-opgave på halv tid nu og færdiggjort mit studie her til sommer (sidste chance!!). Jeg er SÅ taknemmelig. Jeg er godt klar over, at det nok også har med at gøre, at jeg har øget min dosis af hydrokortison en smule til et niveau der er lidt højere, end hvad lægen siger er godt i længden… Så jeg er bange for, hvordan det bliver, hvis jeg skal trappe ned. Men lige nu vil jeg nyde det!

    Jeg synes faktisk næsten det er sværere, når de dårlige dage så kommer efter nogle gode, så er det lidt som en mavepuster for mig… Og tankerne starter… “Var det nu alligevel ikke blevet bedre?” “Kommer der gode dage igen eller var det bare en engangsting?” “Hvad har jeg gjort, siden jeg har det så dårligt igen?” “Er det min egen skyld…?” etc.

    Måske det ændrer sig, når jeg har levet længere med min sygdom (Addison efter Cushing – fra megaoverproduktion af kortisol til ingen produktion af det livsnødvendige “stress”hormon). Uvisheden er noget jeg stadig er i proces med at lære at leve med.

    Nu blev det da nærmest til et helt blogindlæg her? Måske jeg skulle skrive lidt om det på bloggen snart…

    Tak for at du deler! Må du få mange af den slags dag fremover??

    Hilsner fra sofaen♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *