Blog

Hvem er jeg nu

Hvem er jeg nu?

Jeg har brugt 32 år på at blive den jeg var. Alle de oplevelser, kriser, sorger, glæder jeg har haft, har været med til at skabe den Jane jeg var inden jeg blev syg.
Nu er jeg blevet syg og mange af de ting som jeg kunne og som definerede mig som person dengang, kan og er, jeg ikke i dag.
At miste noget af sin identitet er et tab, måske lidt en krisesituation man bliver stillet i.
For hvem er jeg nu?
Hvad kan jeg nu?
Hvad skal jeg nu med mit liv?
Jeg syntes, det har været og ER stadig meget hårdt ikke længere at være Jane som da jeg var 32 år og “superwoman”, men jeg prøver og jeg gør mit absolut bedste!!

Nogen af mine mange følelser er skam og skyld!
Føler tit at det er min skyld, at vi som familie ikke længere kan gøre de samme ting som førhen, skam over, at det altid er mig der skal tages hensyn til. Ikke, at jeg ikke sætte pris på at min familie rent faktisk bekymre sig, for det gør jeg i den grad. Kan bare godt til tider blive flov over ikke at kunne det jeg kunne førhen og hensynet er en påmindelse om det hver gang.

Jeg kan også til tider føle at min identitet som hustru, er ved at forsvinde.
Er jeg den kvinde min mand forelskede sig i og byggede et liv op med, den kvinde der fødte ham to dejlige piger.
Er jeg stadig en kvinde der kan give ham noget af det modspil og kærlighed som før?

At blive ramt af identitetstab gør at der helt automatisk bliver skabt nye roller, nye identiteter.
Der er f.eks en ny identitet, som værende patienten. “Den syge” Den der skal til tjek på hospitaler, hyppigere lægebesøg,
undersøgelser og scanninger. Men her er det meget vigtigt for mig, at det bliver noget jeg gør og ikke lader det blive DEN jeg er.
Så hvilken rolle kommer jeg nu til at have i forhold til mine børn, min mand, min familie og mine venner.
Hvilken rolle vil jeg pålægge mig selv, nu hvor jeg er blevet syg. Jeg har selvfølgelig stadig rollen som mor, men på hvilken måde, vil den vise sig nu?
Hvordan får jeg flettet den nye Jane og den gamle Jane sammen så jeg kan være den bedste mor for mine børn, den bedste hustru, ven, veninde, søster og datter.
Nogen gange kan jeg godt blive bekymret, bange for at en af mine nye roller bliver, hjælpeløshed at jeg lader stå til og så lader de andre gøre tingende for mig.
Da jeg bestemt ikke er interesseret i det, kommer det tit og ofte til udtryk i stædighed. Jeg gør selv det her, for så har jeg ikke følelsen af, at være hjælpeløs.
Det er simpelthen min største frygt.
Det giver selvfølgelig et misvisende signal til omverdenen, at jeg gør ting, som jeg måske ikke burde gøre. Men i min angst og usikkerhed i at ende med at få/ pålægge mig rollen som “offer” ender jeg med “at gøre selv metoden” for ikke at stå tilbage og bare se på.

Jeg må sige at jeg i den sidste tid har haft det lidt svært med at finde mig selv.
Finde en hobby der kunne give mig ro og glæde, finde den form for motion til min krop som jeg savner og finde glæden ved at være den jeg er nu. Jeg har haft mine nedture, hvor følelsen af, ikke at være noget værd har fyldt meget. Det tænker jeg er helt naturligt i den situation jeg har stået i de sidste 2,5 år.

Jeg er selvfølgelig ikke helt væk, jeg er her endnu, det jeg skal er, at finde frem til den nye Jane, skabe en ny måde at være Jane på.
Jeg er stadig mig stadig hjælpsom, godhjertet, sjov, kærlig, rummelig (dog ikke så meget som før?) og en masse andet og det vil jeg blive ved med at være.
Jeg føler, i morgen er dagen hvor et nyt kapitel starter.
Bliver jeg godkendt fleksjob, så kan jeg starte med at finde en ny rolle, identitet på arbejdsmarkedet.
Det er den sidste brik der skal til for at puslespillet er helt og jeg kan danne mig et samlet overblik over, HVEM ER JEG NU!

Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet i dag. Så er du sikker på at få en mail, hvergang der er nyt på bloggen
Der vil kun komme mail, når der er et nyt på bloggen. Din email adresse vil ikke blive vist til andre.
Loading Likes...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *